Nu vil jeg fortælle dig
min historie. Hvordan jeg kom ud af Syrien og hvordan jeg kom til Danmark, og
hvad der skete for mig i Syrien og på vej til Danmark. Jeg hedder Azad og jeg
boede i Aleppo i Syrien, hvor jeg arbejdede i en butik. Jeg flygtede den 18.
marts 2011, og kunne se det (krigen) på TV. Jeg hørte det fra folk, der havde
demonstreret imod regimet i 2-3 måneder. To børn døde i den måned krigen startede.
Den første var Hamza Alkhatib og den anden var Tamen. De børn var de første til
at dø i krigen. Hamza var på vej hjem fra arbejde, og der var krig. Politiet
angreb folket, og tilbageholdt Hamza. Hamza ønskede at blive politimand, men efter
de (politiet) havde dræbt så mange mennesker, ville han ikke være politimand
mere: ”Politiet dræber mennesker og jeg ønsker ikke at være som dem. Jeg ved
ikke, hvad jeg vil, men politiet dræber og torturerer mennesker.
Demonstrationerne
i Aleppo startede d. 19. juli 2012. Jeg boede der et år efter de begyndte.
Derefter flygtede jeg. I starten kunne jeg ikke sove om natten, fordi jeg og min
familie hørte mange bomber, og jeg arbejdede også om natten. Da jeg var færdig
med mit arbejde i butikken om morgenen, kom jeg ud og lugtede blod og lyden af
kugler, som kom fra gaden. Jeg var meget bange. Det var en skræmmende ting
efter alt det jeg havde oplevet. Året var svært for mig. Efter det flyttede jeg
med familien på landet og jeg hjalp min far i landbruget. Det var dejligt, og
jeg arbejdede for firmaet La Farage. Det var kun én måned. Da jeg krydsede den
tyrkiske grænse, var det første gang jeg gik ud af mit land. Det var en
vanskelig tid for mig. Det var den første gang jeg bevægede væk fra min familie.
Da jeg kom til den tyrkiske grænse gik jeg ud for at søge arbejde. Efter lang
tids søgen fandt jeg et job.
Det var i landbruget, og jeg arbejdede fra morgen
til aften, og det var hårdt. Det var 12 timer hver dag, og efter 3 måneder
sluttede mit arbejde. Jeg gik ud for at finde et nyt job, og gik til en ny by.
Jeg (fandt arbejde) og arbejdede i en bygning, og det var et godt arbejde. Efter
4 måneder kontaktede jeg min familie for at spørge om deres situation. De sagde
til mig, at der var kommet terrorister til landsbyen, og at mine forældre og
min familie var på flugt til den tyrkiske grænse. De sagde til mig: ”Azad, gør
noget for os”. Jeg var nervøs, og tænkte over, hvad jeg skulle gøre.
Efter mange dage med at
tænke, vidste jeg ikke, hvad der skulle ske med min familie, og jeg gik til
grænsen for at vente på min familie. Jeg så tusindvis af mennesker, og de
vidste ikke, hvor de skulle gå hen. Jeg så på ansigterne, og jeg græd. Jeg græd
for dem. På samme tidspunkt, nogle timer senere, mødtes jeg med min familie.
Det var en smuk ting, men også vanskeligt. Efter otte måneder ved Melsin
(grænseby), ringede min far til mig og sagde ”du ønsker at tage til Europa”.
Jeg sagde ja, men hvordan? Han sagde ”over havet”. Han ville have mig til at
tage til min bror i Danmark. Efter fem dage gik jeg ud til Izmir. Da jeg ankom
til bredden af Grækenland, var jeg meget glad for at have bestået (overvundet)
døden. Efter to dage gik jeg ud af Grækenland, og gik til Serbien. Jeg opholdt
mig i Serbien i 2 eller 3 dage, og gik (herefter) til Tyskland. Da jeg ankom
her, var jeg meget glad, og jeg har et stort håb, der blevet til noget her. Det
er min historie. Men der er mange ting, som aldrig vil blive fortalt.
Azad er 18 år gammel, og har boet I Danmark i 1 år. Til daglig går han på sprogskole i Vejle, hvor han også bor. I fritiden står den bl.a. på fodbold og sociale aktiviteter, mens han hver tirsdag går i drengeklub med Ungdommens Røde Kors, hvor han er frivillig.
