Globalt samarbejde kræver global anerkendelse /Sarah Anderson

Generaliseringer og fordomme, mangel på samarbejde og aktiv handling, fælles intentioner om en bedre verden, løber ud i sandet og vi lægger ikke engang mærke til det!

Samarbejde og partnerskab er lige nu et meget populært emne på den globale scene, både litterært og verbalt. Forskellen mellem et skandinavisk og et internationalt samarbejde er diversiteten i kultur, sprog og værdisæt. Selvom forskellene virker store og civilisationsbegrebet her for alvor kommer til sin ret, formår FN alligevel at få ledere verden over til at erklære sig enige i en fremtidig global strategi. Dette er et kæmpe spring i den rigtige retning. Det, der mangler nu, er at realisere en sådan plan. Det er her, partnerskabet for alvor bliver sat prøve, her hvor landende nu skal skue ud over egne grænser og overveje, hvordan deres enkelte ændringer påvirker det politiske økosystem. Men hvordan er dette muligt, hvis vi ikke kan relatere til hinanden civilisationerne imellem?

Det er her, de kulturelle forskelle bør ses som en fordel i stedet for en ulempe. Når mennesker med forskellige baggrunde mødes, vil deres horisont udvides, og ved at have forskellige tilgange til bestemte problemstillinger vil langt flere aspekter bliver overvejet i forsøget på at finde en løsning.

Nordisk Råd har slogannet ”sammen er vi stærkere”. Rådet er sammensat af ministre fra Norden og har til formål at sikre en progressiv udvikling i Skandinavien ift. den politiske dagsorden. Dette er et glimrende eksempel på, hvordan samarbejde kan sikre, at majoriteten bliver tilgodeset og derved udnytte demokratiets klart største asset. Der er mange faktorer, der ligger til grund for initiativets succes, og der findes mange argumenter for, hvorfor denne model bør implementeres globalt.

Det virker oplagt, at vi i Skandinavien har et tættere samarbejde end i Vesteuropa og Sydøstasien. Både fordi de kulturelle forskelle er massivt mindre men bestemt også grundet den geografiske afstand. Nationer har en intuitiv tilgang til deres nabolande, fordi de har så meget tilfælles og derfor ikke mangler oplysning om deres naboer. Dette gør det væsentligt nemmere at identificere sig med hinanden.

Mennesker danner sig automatisk billeder af stereotyper. Vi har brug for at putte folk i kasser for at klassificere og vurdere dem. Dette gøres, selv om folk ingen anelse har om, hvad der er realiteterne. Det er sådan, fordomme skabes. Selvom man verden over er ligesindede omkring, hvilken retning man gerne vil i, betyder det ikke, at man anerkender hinanden som ligemænd.
En stor del af problemstillingen omkring internationalt samarbejde er derfor rodfæstet i manglen på oplysning. Det er lige netop derfor, at en ændring i de enkelte nationers kulturelle individualiteter ikke vil løse problemstillingen, for det er jo irrelevant, at vi er forskellige, når majoriteten ikke er oplyste om, hvordan vi er forskellige og hvorfor vi er forskellige.

Et glimrende eksempel er forholdet til religionsfrihed i vesten, hvor vi i øjeblikket har en massiv tilvækst af individer, der dyrker en anden religion end der i deres land er tradition for. Dette påvirker folk, fordi det er en anderledes tilgang, som ikke er tro mod det, de etniske borgere føler, de kan identificere sig med. Derfor dannes der generaliseringer om denne afvigelse fra normen, da det er en absolut menneskelig association at definere mennesker, der har en så markant ting tilfældes, som markant anderledes. Og fordi anderledes som udgangspunkt er forstyrrende og udfordrende, vil man ikke forholde sig til, hvad det egentlig er, der afviger fra normen. 

Ignorance - en stopklods

Det er intet mindre end ignorant, som nation ikke at forholde sig til problemstillinger som eks. immigration og klima, som vi efterhånden har erkendt kun kan løses globalt. Ikke mindst fordi, at globaliseringen kontinuerligt maximeres. Det handler om at forholde sig positivt til globaliseringen og udnytte de fordele, den medfører. Det, at forskellige kulturer blandes på få kvadratmeter land, gør det muligt at interagere og drage nye erfaringer, og det er derfor en perfekt mulighed til at få fordomme afkræftet.
Men alligevel deles boligblokke op, alligevel diskuteres børns indtag af svinekød i børnehaver i stedet for det religiøse belæg, alligevel fokuserer vi på forskellene i stedet for at fokusere på, hvad der ligger til grund for disse.

Det er som om, den globale, kulturelle scene er blevet omdannet til en massiv stillekupé, hvor alle har nok i sig selv, og hvor kommunikation ikke bare ligger uden for normen, men er decideret ilde set. Vi er nødt til at lære hinanden at kende for at kunne tage hensyn, og vi er nød til at tage hensyn, hvis et samarbejde skal fungere.

For at fælles intentioner kan omdannes til fælles handling, kan handlemønstre, der synes obskure, ikke længere bare generaliseres som værende, ja, hvis det skal sige politisk korrekt ,’en alternativ tilgang’. Fordi de associationer, som ligger til grund for fordomme og generaliseringer er så intuitive, er løsningen også nødt til at automatiseres ved at sætte mere fokus på ”verden udenfor”. Dette gør sig gældende for medierne, men også på uddannelsesinstitutioner vil der ende ud med at være en generel norm om at være oplyst på disse områder. Det handler ikke kun om at lovgive og diktere, det handler om at give folk muligheden for at orientere sig og lade dem vokse med opgaven.  

Oplysningstiden skal have sin renæssance og derved endnu engang udvide vores horisonter og forståelse.

Det globale samarbejde kræver ikke kun parlamentarisk flertal. Globalt samarbejde kræver global anerkendelse nationer, kulturer og civilisationer imellem.

Sarah Anderson er 16 år gammel, og går til daglig på Vejle Tekniske Gymnasium. Derudover er hun regelmæssig leverandør af debatindspark i bl.a. Information, hvor hun skriver kronikker om alt fra det at rejse til kønsdebatten.